Roskilde Dyrskue

Billede: Lotte & Marie i Narnia- showet som Isdronning/Den hvide heks - Flere billeder kommer snarest muligt.

Torsdag den 25. maj begyndte vi virkelig at glæde os - Dyrskue tid! 

Herfra Lundemarksgaard skulle vi have i alt otte ponyer og et føl med til Roskilde til show og udstilling. 

Traditionen tro startede fredag morgen med bedømmelse af de udstillede dyr. Vi havde Lundemarksgaards Hera Ophelia og hendes føl Lundemarksgaards Hokus Pokus med i følhoppe-holdet. Hera fik 23 popint og ærespræmie og blev udtaget til konkurrencen om skuets bedste følhoppe. Her viste hun sig ligeledes rigtig godt og var kun 2 point fra at blive skuets 3. bedste følhoppe og sluttede derfor på en flot 4.plads. Hokus blev bedste New Forest føl og udtaget til konkurrencen om skuets bedste føl og endte her på en flot 5.plads.

I 2 års holdet havde vi to hopper med - Lundemarksgaards Sol & Lundemarksgaards Saga. Sol fik 22 point og Saga gik fløj i holdet med flotte 23 point. 

Lotte/Marie, Julie/Scarlet samt Sidse/Perseus havde allerede i starten af året meldt til for at komme med i New Forest Showet, men da der kom et afbud kom Trine på Hera med i showet og med et afbud kun en uge før Dyrskuet kom Sanne & Cornelius også med.

I år skulle vi ride som Narnia i showet og aldrig har kreativiteten vist været så meget i gang til et Roskilde Show, da de fleste deltagere skulle være udklædt som dyr. Sidse/Perseus var "Peter" - den ældste af børnene, Julie/Scarlet var isbjørn, Sanne/Cornelius var panter, Trine/Hera var trold og Lotte/Marie var Den Hvide Heks/Snedronningen.     

Roskilde Kvadrillen er noget der er meget populært at få lov til at ride. Herfra skulle Sanne ride Figaro lørdag aften og Lotte, Trine & Julie skulle ride søndag. Søndag faldt der dog så meget regn at stort set alt blev aflyst inkl. Roskilde Kvadrillen. Derfor var det kun Sanne & Figaro der fik repræsenteret New Forest ponyerne herfra Lundemarksgaard, men det gjorde de til gengæld også i flotteste stil. Sanne/Figaro red sammen med Astrid og Minos og de to hingste viste sig fra deres bedste side og red så flot ved siden af hinanden hele programmet igennem. Til slut ud af midterlinien viste Figaro & Sanne at de var suverænt de bedste - og lavede den flotteste frie trav hele vejen ud af midterlinien så alle andre repræsentanter blegnede ved siden af!

Bortset fra heldagsregnen om søndagen havde vi nogle dejlige dage på Roskilde, med flot show, flotte bedømmelser og godt humør.