Lundemarksgårds øjesten er blevet elitehingst...

 

 

     Billeder: Figaro

Figaro – Elitehingst …… det varmer i hjertet på hver eneste af os her på Lundemarksgården!  Det var kærlighed ved første øjekast, da vi så ham til ØDM i 1999 – 4 år gammel og smuk som en gud, en rigtig New Forest pony. Og sikke han kunne bevæge sig. Især i trav, som han dygtigt har givet videre i arv til sine børn. Figaro er født hos Hanne og Jørn på Stegstedgård. Vokset op på Firfod og her været i Pixis kyndige hænder til den dag, hvor vi hentede ham på Vilhelmsborg efter en meget fin Materialprøve som han vandt – Figaro var vores allerførste avlshingst, og der er altså noget med tilknytningen til de der hingste! Sanne var 13 år og manglede en dressurpony, så det blev han også. Først B-pony som 6 års og senere A-pony kun 7 år gammel, men så udrandt de magiske ponyår for Sanne og lillesøster Trine ville nu gøre øjestenen til springpony. Han var god, men tiden var knap – ponyår igen! Men de nåede da at springe et par MB’er til distriktstævner. Så var det ældste søster Lotte der pludselig sad i sadlen – og det gør hun for øvrigt stadig – for Lotte synes at ponyer er søde og sjove og kloge og at heste er dumme, så hun opklassede Figaro til hest og de to har startet adskillige distriktstævner for hest og her klaret sig rigtig flot i dressurklasser til og med LA6.

 

Billeder: Figaro med hhv Lotte, Sanne og Trine på ryggen

Figaro har jo også fået et par børn i løbet af årene – 44 i alt – 11 har været til kåring og 9 af dem er kåret i 1.klasse. Tre ting synes vi at han har givet videre til de fleste af sine afkom: ponypræg, bevægelse og villigheden til at arbejde! Så hvad kan man ønske sig mere?

Billeder: Et lille udpluk af Figaros smukke, dygtige, søde og dejlige børn