Farvel til 2010 goddag til 2011!!!


 

Et år er gået – igen! Mange begivenheder er passeret og vi ser frem til nye udfordringer i det nye år.
 

2010 startede jo, som bekendt med en god gammeldags vinter med sne og kulde helt ind i de officielle forårsmåneder. I februar skulle Layout stilles til endelig kåring og det gik da også helt over forventning med hele seks 9 taller til vores smukke unge hingst.
 

I marts mistede vi desværre 2 år gamle Lady Liva(Firfod Jetset/Lundemarksgårds Lady in Black) – et fald på glat is medførte en knusning af hofteskålen.
 

Luna, som vi havde ventet længe på, og som er vores nye Harlekinfarvede Grand Danois flyttede ind i april, vi havde fulgt hende fra hun var få uger gammel. Luna og jeg morede os med god ringtræning gennem sommer og efterår og første udstilling i september var også succesfuld med en hjembragt pokal og SL.


 

To føl blev født på Lundemarksgård i 2010. Lotte og Morten fik et dejligt hingsteføl efter Firfod Jens Lyn på Saga i marts – Lundemarksgårds Tengel – og i juni fik Julie og Tom og Lilli et smukt hingsteføl efter Layout på Scarlett – Lundemarksgårds Legolas. Desværre blev glæden med Legolas kort, da han 3 mdr. gamme brækkede et forben på folden og derfor måtte forlade det liv, som lige var begyndt.

Billeder: Legolas og Tengel
 

Nye piger har vi også fået her på gården i 2010. Fie, som rider og passer Saga og Cappuchino. Sofie, som har part på Scarlett, Store Emilie der rider på Marie Jo, Sofia og Lille Emilie, som har fået deres helt egen og første pony – Swing Boy – og Nanna, som nu ejer sin egen Bramble! Velkommen til alle jer, vi håber I vil blive ved med at komme her i mange år.
 

Et par ponyer fik også nye ejere i 2010. Sara solgte Pigall til en sød pige og erhvervede sig i stedet den flotte, sorte 2 års DV vallak – Dino – som er efter De Noir. Det bliver spændende at se ham vokse op til en ridehest. I ventetiden rider Sara på Layout.

Billede: Saras hest Dino

C.Ance er flyttet ud til sin nye ejer Cecilie. Fra parret fik vi det flotteste julekort med pony og rytter i nissetøj og pyntet med alle de rosetter de allerede har vundet, vi glæder os til at følge jer i fremtiden.

En søndag i sensommeren kørte Sara og jeg til Jylland for at aflevere O'Malley til Lærke som havde forelsket sig hovedkulds i ”Malles” smukke øjne. De to er vist også blevet verdens bedste venner, og der vil sikkert også være nyt fra dem i det kommende år. Det er altid dejligt at følge afkommet – og høre om, hvordan hverdagen og festerne går for de ponyer, som vi har fulgt gennem deres første år.

 

       
Billeder: Lærke og O'malley & Cecilie og C.Ance

2010 bød på mange oplevelser, men det største var nok den dejlige junidag, da Lotte fik sin Morten i Herfølge kirke. Alle sejl var sat, og Lotte var den smukkeste brud man kan tænke sig. Lidt mascara løb der vist også, da hun fulgt af Carsten og fire brudepiger skred op ad kirkegulvet. Kirken var fuld af familie, venner og ridepiger og udenfor kirken ventede der selvfølgelig et par ponyer, som red foran bilen med brudeparret – en 30 år gammel Cadillac – og alle gæsterne fulgte trop hjem til Lundemarksgården, hvor der blev holdt reception i ridehuset. Tak til alle, som hjalp med at arrangere, rydde op, binde brudebuket, servere, sætte flagstænger op og alt det andet – det var fantastisk at føle så stor opbakning til Lottes store dag!

 


 

Nå, tilbage til ponyerne. Roskilde dyrskue er jo en tradition for os og på trods af det forstående bryllup drog vi selvfølgelig alle af sted. Sanne/Hera, Trine/Marie, Julie/Lady, Sidse/Kashmir og Daniella/Perseus deltog i årets show, som i anledning af foreningens 50 års jubilæum var forbeholdt New Forest ponyer. Hokus gik fløj i hingsteklassen og fik 23 point, Saga fik en fløjplads i følhoppeklassen, og endda med hele 24 point og hendes føl Tengel blev bedste føl.

       

Billeder: Hokus og Kashmir/Sidse

New Forest aktiviteterne tog fart hen over sommeren, hvor vi alle var med til at arrangere den store New Forest Festival på Roskilde dyrskueplads, for at fejre foreningens 50 års jubilæum. Det var en en fantastisk oplevelse og mange Lundemarksgård ponyer var mødt frem til denne store fest. Vi synes at I alle gjorde det superflot og det var dejligt at gense mange af de ponyer, som vi har opdrættet.
 

Med til Festival 2010 hørte der selvfølgelig også hoppe/vallakkåring. Rytme, som tilhører Kirsten i Nørager, var kommet fra Jylland en måned før for at blive gjort klar til kåring af Julie. Rytme gik no. 2 i 3 års holdet fik en bronzemedalje og blev region 1's bedste hoppe. I 4 års holdet gik det lige så flot med Iris, som også blev no. 2 og fik bronzemedalje og for at lave hattrick havde vi også lige slæbt Lucifer med til vallakklassen, hvor han gjorde pigerne kunsten efter og fik en andenplads og en bronzemedalje!

Vi havde også glædet os rigtig meget til at vise Imaris afkomssamling. Syv smukke hopper fulgte deres mor i ringen og Imari fik hængt en sølvmedalje om halsen og blev tildelt 23 point 1. præmie, 1 grad.


 

Mange Lundemarksgård ponyer har gjort det superflot i dette år på konkurrencebanerne. Man har kunnet læse om det på vores hjemmeside gennem året. Én ekvipage har vi nok nævnt rigtig mange gange – det er Caroline og Favorit. Caroline er bare 12 år og Favorit er 8, men alligevel gør de det igen og igen ….. flotte resultater den ene gang efter den anden! Dansk New Forest Jubilæumsmester til Festival 2010 i dressur, B-pony, til Landsholdstræning, første Landsstævne og endda med placeringer og det er klart for enhver at de to bare passer sammen som fod i hose!

I efteråret har Caroline fået en ny udfordring. Lady er nu, for nogle år, også blevet Carolines pony og vi glæder os til at se, hvad de to kan udrette!

Billeder: Caroline/Favorit og Caroline/Lady
 

Trine havde i skoleåret 2009/10 været vikar på en skole og befandt sig så godt med dette, at hun begyndte på Zahles seminarium i august, her fik Julie også sin gang efter at Haslev seminarium lukkede i sommeren 2010.

Sanne begyndte på Teologiuddannelsen 1 september og hun befinder sig vist godt på dette studie, som også lyder meget spændende og interessant.

Sanne og Trine er også flyttet sammen i en lejlighed på Islands Brygge, men kommer heldigvis hjem til deres heste næsten hver dag.
 

Vi måtte med stor sorg tage afsked med vores elskede Amalfi i Oktober. Hendes bortgang har berørt os alle - der findes ingen som hende!

I November blev der afholdt championater og det blev en stor succes for Layout og Sara i 5 års championatet. Hele 86 % og dagens absolut højeste score bragte dem øverst på sejrskamlen. Viol blev i denne klasse no. 3 og erhvervede sig et ”R” og Trine red sejren hjem i 4 og 5 års spring på Werners hingste.

Billede: Layout og Sara med vinderdækken og roset
 

Fødeafdelingen, hvor jeg arbejder, har fusioneret med Slagelse og dette har også været en stor udfordring i det passerede år. Men i kølvandet på sådan en fusion er der også mange udfordringer, som er og bliver spændende, men alligevel ser jeg da også tilbage med en smule vemod på de gode gamle dage!


 

Et nyt år er begyndt og vi glæder os til at prøve kræfter med det!